Den røde cottage
En perle mellem skov og strand
Den røde cottage er, ligesom dens gule pendant på Staunings
plæne, tegnet af arkitekten Gottlieb Bindesbøll. Bindesbøll, der i
de samme år arbejdede på opførelsen af Thorvaldsens Museum i
København, tegnede i 1844 en række bygninger til Klampenborg Kur-
og Søbadeanstalt. Der blev bl.a. opført en række små cottager som
badegæster fra København kunne leje og bruge som ferieboliger. Den
røde cottage udmærkede sig ved at være den eneste stenbygning
blandt de andre hytter i parken som var opført i bindingsværk.
Den røde cottage er opført i et tidligere plantageområde.
Forstbotanikeren Johann Georg von Langen havde her i dyrehavens
sydøstlige hjørne anlagt Danmarks første plantage. Træerne på
plantagen fra 1763 skulle afhjælpe manglen på tømmertræ i Danmark.
Kong Christian 8. gav tilladelse til at omdanne en del af den
Langenske Plantage til Kurbad og Forlystelsespark. Sporene efter
den tidligere plantage afspejles stadig i den meget varierede
vegetation i området. Den største botaniske seværdighed i
nærområdet stammer dog fra tiden før von Langes Plantage. Tæt på
Klampenborg station og den gule cottage står den såkaldte
skovfogedeg fra 1200-tallet. Det ældgamle egetræ har sit navn efter
en katolsk skovfoged, som efter sigende brugte træets hule stamme
som bedekammer.
I 1937 overtog staten den røde cottage, efter at det gamle
kurbad var blevet erstattet med det nye Bellevue Strandbad. Siden
blev cottagen brugt som skovløberhus og i 1978 blev den fredet
takket være sin berømte arkitekt.
Siden 1996 har der været restauration i Den røde cottage. I
huset mødes gæsterne af en entré og trappeopgang udsmykket af
maleren Jeppe Eissner, der bl.a. er kendt for sin frise rundt
om Bakkens gamle rutsjebane. Det farverige vægmaleri, med dyr og
fabelvæsener supplerer på fornemste vis cottagens eventyrlige
omgivelser i den smukke Cottagepark.